Inklusionsprocenten i danske skoler er nu faldet til 93%. Det er ottende år i træk, at færre elever kan blive i almen klasserne og ofte må forlade deres nærmiljø. Dette sker på trods af en massiv indsats fra både skoleledere og kommunale forvaltninger, der målrettet arbejder med dagsordener om inklusion, deltagelsesmuligheder og inkluderende læringsmiljøer.

Begreberne bliver flittigt brugt, understøttet af pædagogiske metoder og administrative beslutninger. Alligevel ser vi ingen positiv ændring i inklusionsprocenten, og flere børn visiteres til specialtilbud.

Mange kommuner fokuserer på økonomiske modeller, der sigter mod at forbedre incitamentsstrukturer og klarlægge ansvarsfordelingen ved visitation til specialundervisning. Ingen af disse tiltag har dog knækket kurven i forhold til den faldende inklusionsprocent. Tværtimod stiger antallet af børn, der henvises til special- og behandlingstilbud uden for den almindelige skole.

Metoder uden fundament når ikke målet

De metodiske tilgange, der anvendes i dag, er ofte baseret på teoretiske grundlag, som sjældent formidles tilstrækkeligt til skolens medarbejdere. De præsenteres isoleret, og når baggrundsteorien endelig formidles, viser forskning, at kun en lille procentdel af denne viden fastholdes. Der er brug for en dybere forståelse af det teoretiske fundament, der kan fungere som et solidt stillads i de situationer, hvor metoderne alene ikke rækker.

Et inkluderende læringsmiljø kræver særlig viden om det enkelte barns sociale og personlige udvikling. Det gælder både for ledere og medarbejdere. Mange af de adfærds udfordringer, som børn udviser i skolen, stammer fra dårlig trivsel, ofte påvirket i stor grad fra barnets kontekst – både klassefællesskabet, skolens ansatte og ikke mindst hjemmet.

Kapacitetsopbygning i skolen

For at imødekomme inklusionsudfordringerne, har skolen brug for at kapacitetsopbygge sin vidensbank. Udover didaktisk og metodisk forståelse, skal der være større viden om børns udviklingsprocesser og de sociale relationers betydning – både barn/barn og barn/voksen. Skolens medarbejdere er nødt til at have en dybere forståelse for deres rolle som "kompetente karavaneførere", et begreb introduceret af Susan Hart, som handler om den voksnes ansvar for at guide barnet i dets udvikling. En sådan forståelse kræver et fælles sprog og en større teoretisk indsigt end tilfældet er i dag på mange skoler samt skole- og børneforvaltninger..

Lærere og pædagoger skal øge deres forståelse for, hvordan børn påvirkes følelsesmæssigt, når de oplever at blive ekskluderet fra det faglige og sociale fællesskab. Den viden vil i højere grad øge deres handlekompetence.

Ledelsens rolle i kapacitetsopbygningen

Ledere skal også opbygge en dybere viden om, hvordan de leder kapacitetsopbygningen i deres organisation. Det handler om at sikre, at denne viden bliver en del af skolens daglige praksis og ikke forsvinder med tiden. Lederne bliver således rollemodeller og "karavaneførere" i forhold til inklusion.

Det første skridt mod øget inklusion er, at professionelle kan afkode, hvad der sker i barnets følelsesregulerende systemer og handle kompetent ud fra den viden. For at kunne gøre det, skal man også kende sit eget følelsessystem og kunne genkende reaktioner hos andre. Dette gælder både for lærere, pædagoger og ledelsen. Inklusion starter med opbygning af viden og sprog, som kan omsættes til kompetente handlinger.

På trods af, at mange kommuner opprioriterer deres budgetter på skoleområdet i 2025, vil vi sandsynligvis ikke se en bedre inklusionsprocent før vi anerkender folkeskolens behov for løft af grundlæggende viden.